All this shit in life

At være sig selv-
Hvorfor er det så svært? Hvorfor skal jeg være bange for at være sig selv?
Har længe gået og tænkt over det. At jeg hader, når jeg ikke ved om folk kan lide mig. At jeg bange for at de ikke kan acceptere den jeg er og de holdninger jeg har. At jeg ikke altid er den sjoveste eller mest spændende person, i verdenen.
Folk gider sjældent bruge tid på, at lære mig at kende. Fordi jeg ikke er ligeså udadvendt og sjov som alle andre med det samme, medmindre man tager sig tid til, at lære mig at kende. Jeg hader det så meget. Jeg hader det også så meget, at jeg ikke bare kan give folk en chance og åbne mig op.
Ville ønske at jeg en dag vågnede, og var fuldstændig ligeglad med alles meninger om mig. Bare kunne sige 'Hvis folk ikke kan lide mig, så er det deres problem. Jeg ændrer mig ikke for nogens skyld.' Jeg vil så gerne have at folk kan lide mig. Og hvis de ikke kan, eller jeg ikke føler mig sikker på at de kan, så kryber jeg  mig ind i mig selv, i mit hoved. Bliver asocial og gemmer mig for mennesker, for så slipper jeg for at såre mig selv, slipper for ikke at kunne tænke på andet, selvom jeg ønsker at kunne acceptere det.
Jeg er ofte bange for at møde nye mennesker. Bange for at være alene sammen med personer. Fordi jeg ikke tror på, at jeg er god nok som den jeg er. At jeg er grim. Jeg er så nervøs for at noget kan gå galt. Jeg er så fucking nervøs, at det holder mig fra at være social, på så mange fucking måder. Jeg er bange for at tage en chance.
Og jeg er fucking træt af det.
Det er fordi jeg tror, at folk ikke gider bruge deres tid, på personer med dårligt selvværd. De er ikke værd at være sammen med.
Selv med mine venner, kan jeg nogengange være bange. Tanken om at samtalen pludselig går i stå, at jeg får sagt noget dumt, vrøvler, eller bare virker kedelig, skræmmer mig. Jeg er så dårlig til venskaber. Og det er helt og holdent kun min egen skyld. Fordi jeg har så dårligt selvværd. Så dårlig selvtillid.
Forsatan hvor kan det ødelægge meget

Jeg føler mig aldrig god nok. Bare der sker en simpel, dårlig ting så er den lille mængde selvværd jeg endelig havde opbygget, væk igen.. Og så starter rutsjebaneturen endnu en gang.. Fordi jeg sætter mine forhåbninger alt for højt.. Men jeg kan ikke lade vær..
Jeg savner at have bare lidt selvværd. Savner at føle mig sikker på, at folk kan lide mig.
Det er det gode ved alkoholens rus. Man bliver udadvent og for en stund er alting godt. Men når man så vender tilbage til virkeligheden, bryder attituden.
Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre. Jeg ødelægger alt for mig selv, med mine bekymringer og min sommetider mærkelige virkelighedssans.
Det eneste jeg ønsker, er at ændre det her. Så fucking meget..


Your fears they know that you're scared
Wherever you go they seem to meet you there
And you face them all on your own